Der var engang, hvor ytringsfrihed betød retten til at mene noget andet end flertallet. I dag føles det, som om den ret er blevet byttet ud med en forventning om at mene det samme som alle andre – og helst på den rigtige måde.
Vi lever i en tid, hvor ordene flyver frit på sociale medier, men hvor modet til at bruge dem synes at forsvinde. Mange vejer hvert ord, før de skriver. Ikke fordi de mangler noget at sige, men fordi de frygter konsekvenserne: at blive misforstået, udskammet eller stemplet som forkert. Som repræsentant for de sensitive, der hurtigere end andre opfanger ubalancer i samfundet og som ofte misforstås, ved jeg, hvor meget det kræver at stå frem med sine tanker. Det kræver mod at stå op for sig selv. Især når man ser, at noget i vores adfærd over for hinanden eller i de værdier, der præger samfundet, ikke fungerer.
Det paradoksale er, at vi i vores kamp for tolerance og rummelighed nogle gange ender med at blive det modsatte.
”Vi siger, at vi ønsker mangfoldighed, men i praksis tolererer vi kun de holdninger, der ligner vores egne”
Social kontrol handler ikke længere kun om familie, religion eller bestemte miljøer. Den er flyttet ind i vores fælles, digitale hverdag. Her bliver “de rigtige meninger” håndhævet gennem likes, delinger og tavs afstandtagen – en form for moderne social straf, hvor udskamningen ikke sker på torvet som i gamle dage, men i kommentarfelterne på digitale medier. Når man som sensitiv har en særlig evne til at opfange ubalancer, kan denne sociale kontrol føles ekstra stærk. Det kræver mod at stå op for sig selv og bidrage med sine erfaringer og refleksioner, selv når det sociale pres er stort.
Et tydeligt eksempel ser vi i dokumentaren “Skolens tabte børn.” Her mødes børn og forældre, der ikke passer ind i systemets normer, ofte med mistænkeliggørelse frem for omsorg og forståelse. Familiebehandleren Lola oplevede det samme, da hun forsøgte at sætte ord på børnenes udfordringer. Hendes kommentar udløste en bølge af kritik – ikke fordi hendes budskab var skadeligt, men fordi det udfordrede andres opfattelse. En konstruktiv debat blev hurtigt til kollektiv udskamning.
”Det handler ikke kun om skolen eller de sociale medier, men om en alvorlig samfundstendens: en stigende trang til at kontrollere, kategorisere og dømme dem, der ser verden anderledes. I stedet for at lytte og lære af forskelligheder, sætter vi hurtigt mærkater på – og lukker dermed samtalen, før den overhovedet når at begynde.”
I den sammenhæng bliver krænkelseskulturen et spejl på vores fælles sårbarhed. I en tid, hvor frygten for at krænke eller blive krænket fylder mere og mere, mister vi ofte modet til at tale ærligt. Når alt opleves som en krænkelse, forsvinder nysgerrigheden og evnen til at forstå hinanden.
Måske er det derfor, så mange vælger tavsheden. For hvem orker at blive hængt ud for et ærligt spørgsmål eller en anderledes vinkel? Hvem tør risikere at miste netværk, respekt eller troværdighed – fordi man har en anden tilgang til problemstillingen, eller fordi man opfatter ubalancer, som andre overser?
Jeg savner en tid, hvor vi kunne tale sammen uden at skulle være enige. Hvor uenighed blev set som en styrke – ikke en trussel. Hvor vi lyttede for at forstå, ikke blot for hurtigt at svare og spille bolden tilbage på egen banehalvdel.
Vi har brug for at genfinde modet til at tale frit og respektfuldt. At acceptere, at sandheden ofte er kompleks, og at mennesker ser verden forskelligt. At møde hinanden med næstekærlighed, selv når vi er uenige. Og at huske, at det kræver mod at stå op for sig selv og sine meninger, selv når det er svært.
”Når frygten for udskamning bliver større end lysten til at dele tanker, mister vi noget dyrebart: den åbne samtale, som et sundt demokrati lever af. Det er trist, at verden er blevet sådan – men endnu mere trist, hvis vi accepterer, at det skal blive ved.”