Når robotterne flytter ind, får vi brug for menneskets sensitivitet

Kunstig intelligens har gjort sit indtog med en fart, der næsten tager pusten fra os.
Den kan skrive mails, tegne logoer, analysere markedstendenser og oversætte følelser til data. I takt med at AI vokser, bliver et andet felt mere værdifuldt — et felt, som ikke kan digitaliseres, måles eller optimeres: Menneskets sensitivitet.

Vi har længe betragtet sensitivitet som noget skrøbeligt. Den stille kollega, der mærker stemningen i rummet, før nogen siger et ord. Lederen, der tøver, fordi hun/han fornemmer, at en beslutning vil såre nogen. Eleven, der bruger lidt længere tid, fordi verden larmer. I et samfund bygget på effektivitet og fremdrift har de sensitive ofte stået på sidelinjen. Men nu, hvor robotterne tager sig af tempoet, får vi endnu mere brug for dem, der kan mærke mere.

Hvor AI kan forudsige vores valg, kan den ikke forstå vores tvivl. Den kan formulere empati, men den kan ikke føle den. Den kan beregne relationer, men ikke bygge dem. I den nye virkelighed bliver det menneskelige nervesystem med dets svingninger, intuitioner og overfølsomheder en værdifuld ressource. De sensitive opfanger nuancer, ser sammenhænge og registrerer stemninger, længe før ordene falder. Det er netop denne ressource, der skal sikre, at teknologien forbliver på menneskets præmisser.

Vi står foran en kulturændring: Fra at belønne hurtighed til at værdsætte dybde. Fra at hylde den, der taler højest, til at lytte til den, der hører mest. I fremtidens arbejdsfællesskaber bliver det ikke nok at forstå systemer — vi skal også kunne forstå mennesker.

Her får de sensitive en central rolle: Som oversættere mellem menneske og robot, mellem følelse og funktion. For i en tid, hvor alt accelererer, bliver det en vigtig kompetence at kunne mærke efter og insistere på ro i et samfund, der måler værdi i hastighed. De sensitive bliver vigtige navigatører, fordi de kan sanse, når noget er ved at gå galt. De fanger de små signaler i fællesskabet, i kulturen, i os selv, som teknologien ikke kan aflæse. Deres evne til at mærke forandringer, før de kan måles, kan blive afgørende for, om vi lykkes med at bruge teknologien – eller om den bruger os.

Måske vil vi i fremtidens organisationer begynde at spørge anderledes ind til hinanden: Ikke bare hvad tænker du? — men hvad mærker du? Ikke kun hvor hurtigt kan du løse en opgave? — men hvordan påvirker opgavendig og dem omkring dig? Den slags spørgsmål kræver ledelse med mod til at rumme det intuitive i en verden, der fokuserer på det målbare.

Når robotterne flytter ind, bliver de sensitive ikke længere dem, der skal tilpasse sig – men dem, verden må lytte til. For kun de, der tør mærke, minder os om, hvad det egentlig vil sige at være menneske.

Det handler om balance – om roligere nervesystemer og mindre mistrivsel. Vi skal bruge teknologiens styrke, men forbinde den med menneskelig sansning. Når algoritmerne tager sig af rutinerne, må intuitionen vise retningen. Og når næsten alt kan måles, må vi turde mærke det, der ikke kan.

AI vil ændre måden, vi arbejder, skaber og forstår os selv på – men også kaste lys over de stille, dybtfølte kvaliteter, vi længe har undervurderet. Fremtiden bliver ikke kun digital, men også sanselig. Måske forstår vi først nu, at følsomhed ikke er en svaghed, men en styrke, vi endnu ikke har lært at bruge fuldt ud.

Når robotterne bliver vores medskabere, bliver spørgsmålet ikke længere, hvad vi kan få dem til at gøre — men hvad vi selv vælger at være som menneske. Det meningsfulde opstår ikke i data, men i det menneskelige møde.

Måske bliver fremtidens vigtigste kompetence slet ikke at tænke og tale hurtigere, men at føle dybere. At kunne stå i det komplekse uden at forsimple det. At kunne rumme modsætningerne: Teknologiens logik og menneskets kaos. Der i spændingsfeltet mellem det præcise og det poetiske, ligger vores næste evolutionære skridt — ikke i flere algoritmer men i større opmærksomhed i os selv og overfor vores medmennesker.

Når robotterne flytter ind, får vi brug for sensitiviteten hos mennesker. Ikke som et korrektiv men som et kompas. For kun de, der kan mærke, hvor vi er, kan vise os, hvor vi skal hen.