Jeg har i mange år gået med en følelse af at være anderledes. En følelse af ikke at passe ind i samfundets kapitalistisk drevet ”normkasse”. Ikke fordi, at jeg på nogen måde var udfordret udadtil, men fordi jeg bemærkede, at den livsførelse, som de fleste lever i dag, var for overfladisk for mig.
Jeg følte, at jeg mistede noget af mig selv, når jeg forsøgte at leve et ”normliv”. Jeg følte mig til tider stum, utilstrækkelig og alt for ofte ramt af moralsk stress. Jeg følte mig fremmedgjort i et samfund, hvor alle andre tilsyneladende var i stand til at ræse derud af. Det var i hvert fald sådan, jeg oplevede det, indtil det en dag gik op for mig, at jeg ikke var alene om at føle sådan.
Som små perler på en snor mødte jeg det ene menneske efter det andet, der havde det på samme måde som mig. Mennesker som udtrykte, at de måtte give afkald på betydningsfulde ting i deres liv for at kunne følge med tempoet. Mennesker der måtte opgive deres drømmejob, for at kunne tage vare på familien. Mennesker der var blevet skilt i håbet om at kunne få mere tid til dem selv. Mennesker der måtte flytte på landet for at kunne få råd til bare lidt mere end de basale ting og mere ro i hverdagen. Mennesker der mistede sig selv på grund af afhængigheder eller blev ramt af sygdom. Mennesker i alle samfundslag.
Det lettede lidt at erfare, at jeg ikke var alene om at føle afmagt, men det gjorde mig samtidig også ked af at kunne konstatere, at rigtig mange kæmpede en daglig kamp i et forsøg på at kunne følge med tempoet af frygt for at blive afkoblet. Jeg græd inden i over at være vidne til, at så mange ressourcestærke mennesker dag efter dag røg ud over samfundets ”normkant”. Ikke alle havde truffet valget selv, men andre havde, i et forsøg på at kunne passe på sig selv og sine nærmeste. I et forsøg på at overleve.
Jeg begyndte at holde øjne og ører mere åbne og lægge to og to sammen, men med min helhedsorienterede baggrund som byplaningeniør undrede det mig, at de økonomiske vismænd kunne få 2 plus 2 til at give 5. Med alle de besparelser og effektiviseringer, der hele tiden blev rullet ud over den offentlige sektor, var det indlysende for mig, at regningen først og fremmest blev sendt videre til befolkningen.
For når så mange mennesker kontinuerligt røg ud over ”normkanten”, så kunne resultatet aldrig give mere end 3. Det har siden hen også vist sig i det stigende omfang af mistrivsel i samfundet og i de stigende offentlige omkostninger inden for specialområdet og overførselsindkomster.
I mødet mellem mennesker mærkede jeg konsekvenserne ved det kapitalistiske vækstfokus, der stiller krav om vedvarende forandring, udvikling og social acceleration. Jeg kunne se konsekvenserne komme til udtryk i deres slukkede øjne. Jeg kunne høre det i deres udsagn om opgivenhed, og jeg kunne fornemme det på deres lukkede kropssprog.
Følelsen af fremmedgjorthed havde ramt dem alle, og den sugede langsomt livsglæden ud af dem. Deres evne til at resonere med omverdenen var gradvist blevet reduceret og således også deres evne til at bidrage til samfundet, sådan som det forventedes af dem ifølge normen.
Men jeg bemærkede også, at møderne vækkede en ny gnist i deres øjne. Oplevelsen af at føle sig forstået og inkluderet i et nyt lille fællesskab vækkede en lille spire af håb, der gav dem modet til at begynde at tage mere vare på dem selv. Det gav dem motivation til at øge opmærksomheden på de daglige stunder, hvor de oplevede sig beriget og til at forholde sig kritisk til de forskellige fysiske og psykiske miljøer, som de var en del af. Det gav dem lysten til at afsætte mere tid til nærvær, fordybelse, velvære og meningsfuldhed i deres hverdag. Det gav dem evnen til at være mere taknemlige og omsorgsfulde over for dem selv og andre.
Lige så stille begyndte de igen at resonere med deres indre værdier og med deres omverden. De følte sig ikke længere lige så fremmedgjorte som tidligere. De havde genfundet troen på deres egne evner og genskabt balancen mellem krop, sind og ånd. Det gjorde mig lykkelig at være vidne til, at de havde taget imod invitationen til at tage ansvaret for deres egen lykke, som jeg selv havde gjort, da følelsen af fremmedgjorthed bankede på.
