Der findes et gammelt ordsprog ”Modgang gør stærk”, der antyder, at modgang og udfordringer i livet kan føre til øget styrke og modstandsdygtighed. Oplevelser af modgang kan hjælpe os med at udvikle færdigheder, lære af vores fejl og opbygge en stærkere psykisk robusthed. Det kan lyde som et floskelagtigt plaster på såret, når man står midt i stormen. Men nogle gange er det først, når stormen har lagt sig, at man virkelig forstår styrken i de ord.
Sådan en situation har jeg stået i, da jeg for 7 år siden pludselig stod uden hjem i en måned med 4 små børn. Min yngste var kun 3 måneder gammel. På grund af et brud, hvor der ikke var enighed om bodeling og samvær mellem min yngste datters far og mig. Vores ejendele blev reduceret til det, der kunne være i min bil. Der var ikke
plads til sentimentalitet. Kun til overlevelse – og til hinanden.
Til at begynde med boede vi lidt hos mine tre ældste børns far og hans kone og derefter hos mine forældre. Det var op til påske. Børnene havde ferie, så for dem var det som at tage på påskeferie, på trods af, at afrejsetidspunktet havde været midt om natten og vi var blevet hjulpet afsted af mine tre ældste børns far. Da ferien var slut, var vi nødt til at tage tilbage til området, hvor vi boede, for at de tre ældste børn kunne passe deres skole. Men hvor skulle vi tage hen? Vi var forinden lige flyttet fra vores dejlige rækkehus i Kgs. Lyngby til Saunte, så vi havde endnu ikke et netværk i vores nye lokalområde.
Jeg kom i tanke om, at min søn gik i klasse med en dreng, hvis forælde havde en campingplads. Der kunne vi bo i 14 dage i en hytte på 35 m2 indtil campingsæsonen for alvor begyndte. Dernæst i et sommerhus. I timerne mellem at jeg talte med advokater for at forsøge at lande nogle konkrete aftaler, der tog højde for børnenes ve og vel, havde børnene og jeg masser af tid til at være sammen. Vi udforskede omgivelserne, legede i naturen, grinede og havde det sjovt. Det var først, når de var lagt i seng, at jeg kunne give plads til at bearbejde mine følelser. Børnene så ikke på det som en nedtur. De så eventyret.
For dem var det en ferie. De legede i naturen, samlede sten på stranden, fandt insekter og hoppede i vandpytter. Vi sov tæt, spiste simpelt, hyggede og talte meget sammen. Jeg havde ikke travlt for med et spartansk hjem var der intet, jeg skulle nå. Og i det fravær af alt det, man tror, man har brug for – fandt jeg ud af, hvad vi faktisk havde: hinanden.
Det var brutalt. Men det var også smukt. Midt i sårbarheden fandt jeg styrke. Både i mig selv og i os som familie. I troen på mig selv og mine egne evner, i tilliden til at det hele nok skulle gå og i det bånd, vi knyttede, når vi sad tæt pakket i bilen og lavede stop i grøftekanter
for at spise rugbrødsmadder. I aftenhimlen over sommerhuset. I stilheden, der kun blev brudt af børnelatter.
Det var dér, jeg forstod, at modgang ikke kun gør stærk – den gør også taknemmelig. Ikke for de store ting. Men for de små: At se mine børn sove trygt, høre vinden i trætoppene og mærke babyens varme hud mod min. Naturen blev mit fristed. Ikke noget fancy – bare græs under fødderne og tid til at trække vejret.
I dag bor vi fast igen. I det skønneste lille rækkehus tæt på skov og strand. Tæt på børnenes skole. Tæt på venner og kollektiv trafik. Tæt på butikker og byliv. Tæt på himlen. Tæt på alt. Men jeg bærer de fire uger med mig som noget dyrebart. Børnene husker det som en fantastisk tid. Den dag i dag taler de stadig om, hvor skønt det var, da vi boede småt i naturen og havde masser af tid til bare at være sammen.
Det er måske det største vidnesbyrd om, at kærlighed, nærvær og frihed vejer tungere end kvadratmeter og ejendele.
Så ja – modgang gør stærk. Men mest af alt åbner den øjnene. For alt det, vi har, når vi tror, vi har mistet det hele.