I en verden, hvor forskellighed ofte møder afstand, er det vigtigt at huske én grundlæggende ting: Vi har alle ret til at være den, vi er – uden stigmatisering.
Stigmatisering opstår ikke på grund af forskellighed i sig selv, men i den måde, vi taler om hinanden på. Når vi siger “dem” og “os”, har vi allerede skabt afstand. Vi dømmer – og berøver hinanden den kærlighed og anerkendelse, som ethvert menneske har brug for. Når håbet om at høre til på lige vilkår fjernes, vokser afstand og ensomhed i stedet for fællesskab.
Jeg blev mindet om, hvad der virkelig betyder noget, da jeg fik kræft. Jeg ønskede mig intet materielt – kun nærvær med mine nærmeste og at mærke kærlighedens bånd. Her erfarede jeg, hvor stor, betydningsfuld og forløsende kærlighed kan være, og hvor vigtigt det er at blive mødt i sin sårbarhed. Jeg følte forståelse, omsorg og et ægte nærvær – både fra de mennesker, jeg holdt af, og fra sundhedspersonalet.
Anderledes var det sig, jeg blev ramt af stress. Her lå fokus ofte på symptomer og iboende problematikker frem for på de konkrete, kontekstuelle omstændigheder. Jeg savnede at blive mødt med omsorg, anerkendelse og en oprigtig interesse for mig og min situation.
Jeg så ikke mig selv som funktionsnedsat, men som sansestærk og følsom, med andre egenskaber end dem, samfundet typisk anerkender. Jeg har dog altid klaret mig godt i uddannelsessystemet, men det har haft konsekvenser for min trivsel. Mit sensitive nervesystem krævede mere tid til restitution og fordybelse, og jeg var drevet af at tænke ud af boksen – ikke at reproducere ensartethed.
Da jeg genkendte mig selv som sensitiv i Elaine Arons forskning – der viser, at omkring 30 % af befolkningen er højsensitive – følte jeg ro. Hendes forskning beskriver sensitivitet som en naturlig diversitet. Vi er alle forskellige – nogle mere sensitive end andre – og diversiteten beriger fællesskabet, giver dybde og indsigt og skaber plads til alle typer mennesker. Ligesom biodiversitet er essentiel for naturens overlevelse, er det også afgørende for menneskets overlevelse, at vi rummer, respekterer og værdsætter menneskelig diversitet.
Frem for at gøre nogle “forkerte” eller reducere mennesker til etiketter som “afvigende” eller “sårbare”, kunne vi vælge at se på hinanden med kærlige øjne. Møde hinanden med ægte interesse for den enkeltes trivsel og behov – uden straks at koble det til kategorier som “funktionsnedsættelse” eller “handicap”. I stedet for at dømme, kunne vi interessere os for menneskers forskellige behov og indrette samfundet, så flere bliver mødt ligeværdigt – præcis som Handicapkonventionen foreskriver.
Vi lever i et samfund med fokus på præstation og vækst, og det kan skabe et pres, som får os til at miste kontakten til os selv. Når vi i travlhed pisker rundt i mentale tanker, kan vi glemme at mærke kærligheden i os selv. Det påvirker vores relationer, vores måde at tænke om hinanden og tilgå andre på. Når vi tillader andre at være som de er, bevæger vi os væk fra ”dem” og ”os”. Med kærlighed skaber vi rum for hinanden – med vores styrker, sårbarheder og forskelligheder. Først her opstår muligheden for at være hele mennesker.
Der er brug for mere kærlighed til mennesker – en tilgang præget af omsorg, nysgerrighed, respekt og forståelse. Kærlighed er ikke en svaghed, men den mest grundlæggende og stærkeste kraft, vi har. Når vi møder os selv og hinanden med kærlighed, skaber vi et samfund, hvor alle har ret til at være sig selv.