Endelig er tiden inde til at almindeliggøre det sygeliggjorte
”I de seneste år har der været en tendens til at sygeliggøre det almindelige. Nu er opgaven at almindeliggøre det sygeliggjorte. Vi må give de kommende generationer andre prismer, et andet sprog og andre perspektiver til at begribe sig selv med, ellers er de efterladt med et fladt diagnostisk begrebsapparat til at forstå dem selv i verden”.
Ovenstående citat stammer fra Trivselskommissionens afrapportering i februar 2025, som indeholder en lang række anbefalinger til, hvordan mistrivsel og sårbarhed kan forebygges og afhjælpes, og hvordan robusthed og myndiggørelse kan styrkes.
Hvor er jeg lykkelig over, at vi endelig som samfund er nået til den kendsgerning, at patologisering af naturlige reaktioner på ugunstige betingelser ikke længere skal dominere systemets støtte- og hjælpeforanstaltninger eller vores almene sprogbrug og praksisser.
Det har jeg kæmpet for i mange år. Faktisk lige siden 2011, hvor jeg selv blev ramt af stress og undrede mig over, at min praktiserende læge sendte mig direkte til udredning for ADHD uden overhovedet at forholde sig til de betingelser, der prægede min hverdag som mor til tre små børn under 4 år.
Held i uheld så fik det mig til at sætte mig grundigt ind i forskningen inden for de lettere psykiatriske diagnoser og almenmenneskeliggørelsen af sensitivitet. Det vækkede også min nysgerrighed i forhold til at undersøge, hvorfor systemet overvejende havde dette ene diagnostiske blik på mistrivsel og hvilke konsekvenser, det medførte for den enkelte og for familien på et eksistentielt plan.
I dag er jeg dybt taknemmelig for, at mit liv tog denne drejning og at jeg fik alle disse indsigter, for det gjorde mig i stand til at afbryde min begyndende udredning, selv tage ansvar for min egen trivsel og hjælpe andre med at gøre det samme.
I perioder har det været utrolig hårdt at være alenemor til 4 børn og derfor har tanken også strejfet mig, at det muligvis kunne have været nemmere, hvis jeg havde identificeret mig som diagnosticeret med ADHD. Men det harmonerede ikke med min etik og moral.
For mig har det været en kæmpe sejr at været nået dertil i livet, hvor jeg står i dag, uden systemets støtte og hjælp. Det har været en uforglemmelig selvudviklende rejse på godt og ondt, der har styrket mit selvværd og min tro på egne evner.
Jeg er blevet robust over for livets modstand selv om, at jeg af natur er mere sensitiv end de fleste. Jeg har lært at håndtere livets belastninger, når de opstår, og lært at værdsætte de små øjeblikke i livet, der ikke koster noget. Jeg har fyldt mit liv med meningsfuldhed og dybe relationer og jeg har lært at prioritere benhårdt og sætte mine egne styrker i spil. MEN det har kun kunne lade sig gøre, fordi jeg har insisteret på at bevare kontakten til mig selv og retten til at
være mig, uden en patologisk forklaringsramme eller medicinsk modellering af mine følelser, min hjerne og min adfærd.
Jeg har hele vejen igennem stolet på min egen dømmekraft og levet ud fra mine egne værdier. Jeg har børstet jorden af knæene, når jeg er faldet og jeg har indordnet mig fællesskabets overordnede præmisser. Det er lige præcis disse evner, jeg mener, at vi skal udvikle hos vores børn. For de vokser op i en tempofyldt verden fyldt med muligheder og forventninger til deres præstationer, som hurtigt kan tage pusten fra dem eller gøre dem så selvoptagede, at evnen til selvregulering og kompromis for fællesskabets bedste ikke er til stede. Vi må hjælpe vores børn og unge mennesker, nu og i kommende generationer, til en forståelse af, at livet også kan være barsk en gang i mellem uden at det skal sygeliggøres. Livet har både op- og nedture – og det er helt almindeligt som menneske!
Dette blogindlæg har været udgivet i Helsingør Dagblad som klumme den 3. april 2025. Læs klummen i Helsingør Dagblad her: