Antallet af børn og unge i psykiatrisk behandling er steget med mere end 90 pct. på ti år. Ser man kun på angst og depression er tallet 200 pct. Samtidig er antallet af unge, som ifølge Sundhedsstyrelsen har dårligt mentalt helbred steget til alarmerende 19 pct.
Med andre ord: Uanset, hvor man slår ned på skalaen fra mistrivsel over selvskade og angst til alvorlig psykisk sygdom, vidner tallene om, at et meget stort antal børn og unge mistrives eller ligefrem er ramt af alvorlige, psykisk sygdom.
Forskere er bekendt med, at mistrivslen blandt børn og unge er et udtryk for en reaktion på et samfund, der er optaget af optimering og fremdrift. Mange børn oplever utroligt lange dage i institution og dermed forstyrrelser i deres tilknytningsforhold til deres primære omsorgspersoner. De oplever, at mor og far har travlt med jobs og personlige interesser og at der sjældent er tid til det livsnødvendige nærvær, som er kilden til børns trivsel. Kalenderen er simpelthen fyldt op med en perlerække af gøremål, som spænder ben for det essentielle i livet, nemlig AT VÆRE der for hinanden på en anerkendende og kærlig måde.
De unges identitet bindes op på eksterne faktorer, så som udseende, krop, karakterer, materielle goder og lign. og de udsættes for et konstant ræs og forventningspres. De skal præstere på mange domæner og dokumentere det, de præsterer i skolen, sociale medier m.m. Dette udløser en livslang jagt på anerkendelse, som forskere mener med stor sandsynlighed er et symptom på, at man ikke er blevet set og rummet nok som barn. Værst går det ud over de særligt sensitive børn, unge og voksne, som er mere sårbare over for det høje tempo, de mange sanseindtryk og de store krav.
I det etablerede sundhedssystem findes metoder til at kurere psykiske lidelser, men man har ikke tilstrækkelig med viden til at forebygge psykisk mistrivsel. Inden for de familiære miljøer og på det individuelle plan har forskere i mange år afdækket årsagerne til de lettere psykiske ubalancer, men når det kommer til at undersøge psykisk mistrivsel på et samfundsmæssigt niveau, så findes der ikke tilstækkelig med empiri, der kan dokumentere årsag og virkning.
Som jeg ser det skal svaret findes inden for måden vi opdrages til at anskue en normal livsførelse på og således lærer at tilsidesætte eksistentielle behov til fordel for politiske. Fra politisk side mener man, at børn har brug for professionelle voksne, altså pædagoger, til at udvikle sig. Sat på spidsen udgør forældre altså nu en risiko for deres børn i og med, at forældrene ikke er uddannet til at stimulere børnene til læring.
Ser man på tallene for, hvor stor en del af forældrene i Danmark, der sender deres barn i institution, tyder det på, at de fleste forældre deler den politiske opfattelse. Danmark udgør det land, der har flest 0-2 årige i institution. Men så simpelt er regnestykket ikke. Svaret er komplekst. Dels skyldes det, at forældrene delvist overtager det politiske syn på børnepasning og forældreskab, og dels skyldes det, at alternativet – nemlig hjemmepasning – ikke gøres let opnåeligt fra politisk hold. Det sidste vender jeg tilbage til.
At forældre overtager det politiske syn på, hvordan man er en ansvarlig forældre, er tankevækkende. Rigtig mange forældre er bekendt med vedvarende kvalitetsforringelser i institutionerne pga besparelser pålagt kommunerne fra regeringes side. På trods af dette så dominerer det politiske syn på børnepasning og det ansvarlige forældreskab medierne og samfundsstrukturerne i så høj en grad, at forældrene bliver blinde for andre muligheder.
Er det frie valg overhovedet frit?
En ting er at få øje på alternativer til børnepasning i institution en anden er at realisere det.
Børnepasning italesættes som et frit valg, men nogle ting er meget nemmere end andre – fordi det fra politisk side gøres nemmere. For eksempel får man tilskud til dagtilbud i alle kommuner, men kun få giver tilskud til hjemmepasning. Der findes heller ingen lovgivning, der gør det nemmere at komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvis man vælger hjemmepasning.
Fravalget af alternativer til pasning i institution handler ikke om videnskabelig begrundet viden om, hvad der er bedst for barnet. Det handler derimod om normer og samfundsstrukturer. Først og fremmest er den dominerende politiske diskurs så dybt indgroet i os, at rigtig mange ikke overvejer hjemmepasning som en mulighed. Derudover er der et økonomisk aspekt, som får mange til at udelukke det. Hertil er mange bange for konsekvenserne arbejdsmæssigt – og det er en reel risiko! For nogle handler det også om, at det er svært at bryde med normen om at gå på arbejde og sende barnet i institution. Og så er der nogle med dårlige erfaringer fra barslen og nogle med ønsket om selvrealisering.
Sæt barnets trivsel først
Det er uhensigtsmæssigt alene at lade det være op til politikerne at definere det ansvarlige forældreskab. Fordi politik er underlagt mange andre hensyn end barnets bedste. Man kan diskutere om det er ansvarligt at følge den politiske diskurs? Og om det er ansvarligt at gøre, hvad man får besked på? Hjemmepassere har taget stilling og gjort et fravalg og det er vel også ansvarligt? Hjemmepasserne har ihvertfald forskningen på deres side. Flere forskere i børneliv har forsøgt at råbe det politiske system op med kritik af kvaliteten i danske dagtilbud. Samtidigt tyder forskning på, at institutionslivet kan være skadeligt for de små børn.
Det er absurd, at vi har fået skabt et samfund, hvor rammerne for børneliv ikke først og fremmest skabes med afsæt i, hvad der er bedst for barnets trivsel og udvikling. Forældre opfordres derfor til at lade sig oplyse frem for at lade sig disciplinere af normen og politiske diskurser. Og politikerne anbefales at tilpasse de strukturelle rammer efter eksperternes anbefalinger, således at der kan skabes grobund for et godt børne-og familieliv i vores samfund. For det vil uvilkårligt give det bedste afsæt for et bæredygtigt samfund, når børn kan vokse op som robuste og kærlige individer uden stressede forældre, der må knokle døgnet rundt, for at få enderne til at nå sammen. Stress og jag er ikke godt for nogen. Hverken for børn eller voksne. Står det på for længe kan stress udvikle sig til sygdomme, som er en økonomiske belastning for samfundet. Tid til anerkendelse, omsorg og inddragelse er derimod grundstenene i et hvert menneskes liv.