For en måned siden hørte jeg et interview på P1 med den tidligere minister og direktør i Life Fonden Christine Antorini, der i efteråret var blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen i Hillerød under tompladsordningen. Interviewet omhandlede den 58-årige kvindes - for mange - opsigtvækkende sporskifte. Christine Antorini var da også blevet mødt med kommentarer til hendes karriereskifte som ”Det var modigt!”; underforstået hvordan tør du at træde skridt ned ad ”karrieretrappen”? og ”Tillykke. Vi var bange for, at du havde fået et bedre job”. At læse til sygeplejerske er åbenbart ikke særlig prestigefyldt i den senmoderne tid, der vægter sprog, akademiske færdigheder, effektivitet og økonomisk vækst over tid til omsorg, nærvær, fordybelse og personligt velvære.
Interviewet gjorde indtryk på mig, fordi jeg selv har valgt at skifte karriere fra akademisk, kontornusser i ingeniørbranchen til beskæftigelse med børn og unge og er nu i gang med en masteruddannelse inden for pædagogisk psykologi på Aarhus Universitet. Det er et valg, jeg har truffet, fordi jeg ikke kan sidde den stigende tendens til børn og unge i psykisk mistrivsel overhørt.
Jeg har mødt mange højtuddannede – dog flest kvinder - der ligesom Christine Antorini og jeg har valgt at gå imod samfundsnormen, der hylder den smalle og lige karrierevej. Begrundelserne har for alle været prioritering af omsorg over for andre og tid til ro og restitution i det daglige liv, frem for et hektisk karriereliv. Nogle vælger bevidst at tage sig et eller flere fjumreår, som det så ofte betegnes, når man i Statens optik ikke bidrager tilstrækkeligt økonomisk til samfundet. Det kan der komme mange fine jobtitler ud af på cv´et, i et forsøg på at undgå mistænkelige ”huller” i karrieren.
Når mange vælger at deltage i konkurrenceræset om at opnå den bedste lineære og opadstigende karriere inden for sin uddannelsesretning, så er det et udtryk for en politisk og medieskabt retorik i samfundet, som kun 5 % af befolkningen lever op til. De øvrige 95 % oplever tilfældige eller selvvalgte ”bump” og ”omveje” i deres karriere. For mange føles hverdagen som at løbe rundt i et hamsterhjul uden egentlig at have løst billet til turen og måske være med i en konkurrence, hvor de ikke kender reglerne eller ved, hvordan de får point. Det kan være opslidende over tid at forsøge at følge samfundets accelerationsprocesser og præstationspres og medføre en følelse af fremmedgjorthed, der kan få flere til at frigøre sig fra ”sandheden” om, at det er nødvendigt at kunne præstere og konkurrere.
At gøre karriere bør derfor i stedet ses som en rejse, hvor vi måske nok ved, hvor vi vil hen, men hvor der er plads til oplevelser og nye muligheder undervejs. Vi kan godt være på en rejse og deltage i en konkurrence, men vi kan ikke være i gang med en konkurrence og sætte den på hold for at drage ud på en rejse
Vi må derfor kontinuerligt forsøge at forme ikke bare karrieren, men livskarrieren, sådan som vi hver især ønsker den. Det kan derfor være en god ide at have et viskelæder med på rejsen, så vi undervejs kan viske blyantskriften ud og omskrive vores planer for fremtiden i overensstemmelse med vores nytilkomne muligheder, værdier og prioriteringer for os selv og andre.
Dette blogindlæg har været udgivet i Helsingør Dagblad som klumme den 29. november 2023.
