Vi lever i et samfund der, grundet et stort fokus på økonomiske besparelser og effektiviseringer, har indsnævret mulighederne for, at alle kan trives og udvikle sig til hele mennesker. Vi oplever, at nogle kognitive færdigheder og kompetencer værdsættes og hyldes mere end andre og de mennesker, der afviger fra denne norm, oplever oftere stress og mistrivsel.
Heldigvis kan der gøres noget ved den stigende stress og mistrivsel; vi kan udvide rammerne for trivsel i samfundet.
Grundlaget for trivsel er først og fremmest følelsen af at høre til i det kollektive fællesskab. Det er betydningsfuldt for den enkeltes selvbillede og selvværd, at man føler sig god nok og værdsat og at man oplever at have stor indflydelse på sin egen tilværelse. Det øger den enkeltes tryghed og trivsel, når disse behov er imødekommet, og det forbedrer den enkeltes kognitive funktioner. Jo mere trygge, afslappede og glade vi er som mennesker, jo bedre fungerer vores hjerner. Det er individuelt, hvor meget der skal til for, at man føler sig tryg. Det kan skyldes medfødte dispositioner, men det kan også være kontekstafhængigt og situationsbestemt.
Vores kognitive funktioner indebærer en lang række forskellige processer, som f.eks. vores arbejdstempo, energiniveau, opmærksomhed, koncentration, indlæring, hukommelse og vores evne til at planlægge og regulere vores følelser. Alle processerne spiller sammen i at understøtte vores funktion i dagligdagen.
Kognitionen er også betinget af, hvordan vi stimuleres sanseligt. Nogle sanseindtryk dræner os for energi og øger vores negative tanker og følelser, mens andre har den modsatte effekt; de beriger os og styrker vores trivsel. Også her er der forskel på, hvor modtagelige, vi er som mennesker og hvor meget, vi påvirkes af de forskellige former for sansestimuli.
Der findes ikke en ”normal” kognitiv profil og det er derfor heller ikke meningsfuldt at tilrettelægge rammerne i samfundet efter en særlig model for gennemsnitlig kognitiv funktion. Alle kognitive profiler er skæve og vi har alle sammen forskellige udgangspunkter for at indgå i fællesskabet. Dog er der nogle mennesker, som er mere sensitive end andre og som har et anderledes hjernemæssigt design. Disse mennesker går under den socialkonstruerede betegnelse ”neurodivergente mennesker” og deres hjerner bearbejder indtryk anderledes end neurotypiske mennesker. De neurodivergente har oftere brug for længere tid til at håndtere indtryk, men indbyrdes er de forskellige ligesom alle andre.
Fællesnævneren for mennesker er, at alle har brug for at føle sig trygge og tilpas sanseligt stimuleret for at kunne trives. Det er grundlæggende menneskelige behov, som vi alle har brug for at blive mødt i. Jo smallere rammerne er for at lykkes, og jo mere ensrettet den vej er, som man skal følge for at kunne leve op til forventningerne i samfundet, desto flere mennesker vil slå sig på vejen og have vanskeligt ved at se sig selv som legitime deltagere i samfundet. Ved at udvide rammerne i samfundet og tilbyde flere modaliteter og tempi, vil det kunne give rum for gode betingelser for trivsel for flere kognitive diversiteter.
Frem for at kompensere neurodivergente mennesker individuelt, så bør vi i stedet tilrettelægge rammerne ud fra et universelt design, som kan skabe en bredere tilgængelighed og større mulighed for kompatibilitet mellem hjerne og miljø. Et design, der øger mulighederne for, at vi kan lytte og være mere nærværende over for hinanden. Et design, der rummer fleksibilitet og flere valgmuligheder, så enhver kan finde den løsning, der passer til egne specifikke behov. Et design, der tager højde for menneskers grundlæggende sanselige og følelsesmæssige behov, så vi kan skabe sanseligt berigende miljøer og trygge tilhørsforhold, hvor vi kan føle os godt tilpas og have oplevelsen af at være inkluderet ligeværdigt i samfundet. Dette er ikke kun nødvendigt for neurodivergente mennesker, men godt for os alle.