Rigtig mange børn og unge får i dag psykiatriske diagnoser og medicineres for psykiske ubalancer.
I Danmark var der i 2014 cirka 17.700 børn og unge, der fik medicin mod ADHD, hvilket er en stor stigning i løbet af 10-15 år. I mellemtiden er antallet af diagnosticerede steget.
Ca. 45.000 børn og unge (0-17 år) havde i 2018 en psykiatrisk diagnose. Det svarer til en stigning på 27 procent siden 2013. Her af har 43 % mere end én psykiatrisk diagnose.
Når antallet af børn og unge mennesker med psykiatriske diagnoser er så omfangsrigt, som det er i dag, skyldes det mon så, at vi har at gøre med en generation af unge mennesker, der har medfødte anlæg for at være permanent psykisk syge eller kunne det skyldes påvirkninger ude fra som følge af den moderne livsstil?
Uagtet hvad der er årsagen til den psykiske ubalance blandt vores yngre generation, så er det væsentlige, HVORDAN man som forældre forholder sig til sit eget barns problemstilling.
Samfundet kommer mennesker i kasser
Inden for det etablerede offentlige system er der en tendens til at komme mennesker i diagnosekasser. Det er en metode til at bedømme og afgrænse mennesker fra hinanden, som i min optik ikke er særlig mangfoldig. En diagnose kasse kultur kan meget hurtig blive snæver og rigid.
For at få hjælp, støtte og ikke mindst forståelse i vores samfund, så kræver det i dag en psykiatrisk diagnose. I min optik glemmer man helt at forholde sig til, hvordan stemplingen som psykisk syg, i kraft af den pågældende diagnose, vil kunne påvirke den diagnosticeredes selvværd og livsglæde.
Og kan det virkelig være rigtigt, at indtag af medicin ofte er en nødvendighed for, at den enkelte kan fungere i dagligdagen, når der er tale om en udtalt general problemstilling blandt vores yngre generation?
Inden for hver diagnose kasse bliver der kæmpet om forståelse af netop den afgrænsede kasse, fremfor at nedbryde kasserne og stå sammen om at kæmpe for mangfoldigheden, rummeligheden og forståelsen af vigtigheden af at erkende, at vi alle er mennesker, der har brug for netop at blive mødt, som den vi er og ikke som den diagnose, vores nuværende samfund eventuelt gerne vil pådutte os.
Alle har ret til den samme behandling
Kassekulturen udspringer af den politiske tanke om, at enhver borger har krav på samme offentlige service, uanset hvor de bor i landet. Dette politiske standpunkt indeholder også tanken om, at større enheder fungerer bedre end mindre, som bl.a. førte til strukturreformen i 2007, hvor de offentlige instanser blev centraliseret.
Fokusset på ensartethed, lighed, effektivitet og effektiv koordinering undlader imidlertid muligheden for at kunne handle situationsspecifikt og tage udgangspunkt i individets behov. Det ser ud til, at mange af de tilsigtede virkninger med centraliseringen udebliver og ligefrem er blevet vendt rundt og i stedet blevet til ulemper, uhensigtsmæssigheder og tab - også på den menneskelige konto.
88 % af alle dansker bor i byerne
Som tidligere offentlig ansat byplanlægger har jeg i en lang årrække beskæftiget mig med de samfundsmæssige strukturer og fysiske rammer omkring mennesker. Jeg har observeret, hvordan lovgivningen og de politiske beslutninger gennem tiden har medført, at større byer er blevet fortættet og udvidet med kompakt byggeri og reduceret for grønne åndehuller for at give plads til, at flere mennesker kunne bosætte sig i byerne og flere virksomheder og uddannelsesinstitutioner kunne lokalisere sig tæt på arbejdskraften eller brugerne.
Denne urbanisering har medført, at 88 % af alle dansker i dag bor i byerne og at mange børn i dag vokser op uden daglig kontakt med naturen. Ophold i støjfyldte og forurenede uderum og kontakt med mange mennesker på få kvadratmeter er i dag kendetegnende for mange børns liv. Dagligt oplever rigtig mange børn at skulle forholde sig til bombardementer af sanselige som følelsesmæssige indtryk, men ikke alle er lige robuste og kan håndtere dagligdagens voldsomme stimuli på en hensigtsmæssig måde.
I vores nuværende samfund indgår hensynet til den yngre generations følelsesmæssige og sanselige behov sjældent i de politiske beslutninger og det skyldes, at man ikke kan værdisætte disse behov. Fokusset på effektivisering og ensartethed i den offentlige sektor synes at overskygge de menneskelige hensyn.
Normen er i dag for en børnefamilie, at begge forældre er aktive på arbejdsmarkedet, mens børnene enten passes af andre eller er i skole. Mange voksne oplever at føler sig stressede og fanget i hamsterhjulet og har ikke tilstrækkelig med overskud til at være nærværende over for deres børn. Hverdagen er blevet en kamp om overlevelse for rigtig mange børnefamilier. En væsentlig faktor, der også spiller ind på stressniveauet, er at menneskeheden gradvist har reduceret kontakten til naturen i kraft af vandringen fra land til by. Naturen kan nemlig have en meget berigende og beroligende effekt på det menneskelige sind. Det er der efterhånden megen forskning, der dokumenterer.
Hvem har ansvaret for et barns trivsel?
Hvis man som forælder oplever, at ens eget barn kan have svært ved at leve op til nutidens mange krav og at barnet reagerer psykisk på hverdagens hændelser, så kan man vælge at gribe problemstillingen an på to forskellige måder.
Den første måde er at tage imod de tilbud, som det offentlige system kan tilbyde. Mange forældre oplever imidlertid, at det kan være en langvarig proces, hvor børnene undervejs bare får det dårligere og dårligere psykisk. Ofte ender det med en eller flere diagnoser for barnet evt. suppleret med medicin, tabt arbejdsfortjeneste for forældrene og en perlerække af frustrationer undervejs i forløbet som følge af ventetid på sagsbehandling, dårlig samvittighed eller stress over et højt fravær fra arbejdspladsen og ikke mindst et barn, der føler sig ulykkelig over ikke at være som sine jævnaldrende.
Den anden metode er at tage sagen i egen hånd og indrette familiens hverdag efter barnets behov. Det kan f.eks. være, at familien vælger at flytte på landet eller til et mindre bysamfund, hvor naturen er let tilgængelighed og hvor barnet kan finde ro i fritiden. En flytning til en billigere bolig muliggør måske også, at den ene forældre kan gå ned i tid eller opsige sit job og passe eller undervise barnet hjemme. Blandt mange børnefamilier er det også blevet vældig populært at bosætte sig i bofællesskaber eller økolandsbyer, hvor beboerne hjælper hinanden i dagligdagen. På den måde kan familien få sat hverdagstempoet ned og finde mere tid til at være sammen som familie.
Det væsentligste for et barns trivsel er nemlig at vokse op med nærværende forældre, der ser og anerkender barnets værd. Herudover er det også meget væsentligt at forholde sig til, hvordan omgivelserne påvirker barnet sanseligt og følelsesmæssigt og om man generelt fører en sund livsstil med sund kost og moderat motion.
Den moderne livsstil understøtter på mange måder ikke nutidens børn og unges følelsesmæssige behov. Ansvaret vil dog altid være forældrenes. Samfundet kan bidrage til at skabe rammerne omkring den yngre generations hverdag og trivsel, men i sidste ende påhviler ansvaret forældrene.