Mennesker er forskellige og heldigvis for det, for hvor ville det være trist, hvis vi alle sammen var ens. Forestil dig et scenarie, hvor alle gik i den samme uniform, boede i identiske boliger, havde den samme fritidsinteresse, kørte i den samme type bil, var gode til nøjagtig det samme osv. Hold op, hvor ville livet bare være kedeligt og uinteressant. Det ville være så deprimerende at være til, for mennesker beriges af at opleve nyt og have medindflydelse.
Nogle trives bedst med faste rutiner og minimale nye indtryk, mens andre kan betegnes som nyhedssøgende. Nogle fungerer godt med stillesiddende arbejde, hvor andre har brug for at omsætte deres energi kropsligt. Nogle nyder godt af at være sammen med få mennesker og at opholde sig i rolige omgivelser, mens andre har brug for at være omgivet af mange og opleve et højt tempo. Sådan er vi så forskellige og det burde der gives ligeværdigt plads til i samfundet. Det gør der bare ikke.
Scenariet ovenfor er sat meget karikeret op, for selvfølgelig er der plads til personlige frie valg og forskelligheder i tilværelsen, men man kan diskutere, om der er nok. Lige fra tilværelsens spæde start måles, vejes og undersøges vi for, om vi udvikler os normalt. Vi testes i skoler, på uddannelsesinstitutioner og på arbejdspladser og vi bedømmes for vores kompetencer og kvalifikationer inden for udvalgte kriterier. Vores præstationer og udvikling sammenlignes med andres, indgår i statistikker og holdes op imod kollektive målsætninger. Siden indførelsen af ledelsessystemet New public management i 1980’erne, har effektivisering, målstyring og ensretning af arbejdsgange været i centrum i mange skoler, institutioner og på arbejdspladser. ”Overflødig” tid, mulighed for personlig indflydelse, kreativitet, egenomsorg og omsorg over for andre er blevet sparet væk i effektivitetens navn. Vi gør tingene på samme måde, skal kunne det samme og helst hurtigere end sidste år, da budgetterne er blevet mindre pga. øgede udgifter, der bl.a. relaterer sig til mistrivsel og sygdom.
En efter en falder børn, unge og voksne ud over samfundsnormens ”kant” og måden systemet griber disse mennesker på, er ofte ved at sygeliggøre dem yderligere. Enten indirekte i form af alt for lange sagsbehandlingstider, der forstærker symptomerne, eller direkte ved at symptombehandle og diagnosticere med forskellige former for psykiske ”funktionsnedsættelser” eller lidelser. Vi bliver færre og færre til at løfte opgaverne i samfundet og flere og flere, der oplever at være perifært deltagende.
For mig at se er det en ugunstig og uværdig måde at drive et samfund på. Vi er vidne til en nedadgående udviklingsspiral, som før eller siden brister og vi er vidne til et menneskesyn, der fremmer og hylder nogle kognitive funktioner frem for andre. Vi gør derfor klogt i at stoppe op, lytte, skabe forståelse for og imødekomme menneskers forskelligheder og afsætte tid af til restitution, sanseintegration, relationelt anerkendende og tryghedsskabende arbejde og personlig indflydelse. Mennesket er ikke udelukkende et produktionsapparat, men et levende væsen, der har nogle helt fundamentale behov, der sjældent imødekommes i det moderne samfund. Vi må se forskellighed som en styrke, og fokusere på styrker frem for normafvigelser og begrænsninger. Det er netop dette blik, som flere eksperter antager. De vil gøre op med opfattelsen af neurodiversitet som patologi. En ny neurodiversitetsbevægelse er derfor på vej.