Alle mennesker begår fejl. Det er sådan vi lærer og udvikler os. Men måden vi som forældre tackler vores barns fejltagelser på er så afgørende for vores barns udvikling og succes senere i livet.
Hvis du møder dit barn med forståelse og rummelighed, når dit barn begår fejl, så skaber det en tillid imellem jer, som giver dit barn en tro på, at det er elsket uanset, hvad der sker. Denne tillid giver dit barn modet til at være ærlig og det lærer at begå sig blandt andre ud fra et moralsk ræsonnement. Det lærer at kunne opfatte, hvad der er rigtigt eller forkert at gøre i givne situationer.
Møder du derimod dit barn med kritik og bebrejdelser, når det begår fejl, vil det påvirke dit barns selvværd og dets evne til at agere tillidsfuldt og ærligt over for andre. For at beskytte sig selv vil barnet ubevidst danne en forsvarsmekanisme – en slags skal eller skjold – hvor det bilder sig selv ind, at det er mere sikkert at skjule det, barnet tror, at andre ikke vil kunne lide eller vil fordømme det med. I stedet for at agere ærligt, begynder barnet at lyve over for omverdenen, for at beskytte sig selv. Men forsvarsmekanismen (løgnene) bliver en klods om benet for barnet, som vil føre flere problemer med sig og begrænser muligheden for at udvikle sig. Forsvarsmekanismen vil vanskeliggøre barnets evne til at kommunikere med andre, fordi det ikke forholder sig til sandheden.
Det er derfor så vigtigt, at du er tolerant over for dit barn og at du støtter og hjælper dit barn kærligt videre, når det begår fejl. Især hvis du har et sensitivt barn, da det er ekstra modtageligt over for kritik. For en ting er sikkert; før eller siden vil dit barn komme til at ødelægge noget, såre et andet menneske, glemme sine ting osv. Vi er alle kun et menneske og mennesker har brug for tryghed, omsorg og anerkendelse for at kunne udvikle sig.