Der tales meget om inklusion i disse dage. Mange organisationer er landet over ramt af bekymring for skoleelevernes trivsel i fremtiden, da flere kommuner som udgangspunkt nu vil lade alle børn begynde i den almene folkeskole. Frygten er som sådan velbegrundet, for vi skal ikke længere tilbage end til 2012, hvor politikerne besluttede, at 96 % af alle elever skulle inkluderes i den almindelige undervisning. Siden har vi været vidne til et eksplosivt stigende antal af børn og unge i mistrivsel og en stigning i antallet af børn, der har brug for specialtilbud.
Man kan selvfølgelig ikke entydigt pege på, at det er inklusionsloven fra 2012, der er årsag til landets mistrivselskrise og udviklingen i segregeringsgraden i folkeskolen, for der kan være mange andre parametre, der spiller ind på udfaldene. Men når jeg nu ved, at en plads i en specialklasse koster ca. 3 gange så meget som en plads i almenskolen og en plads på en specialskole er ca. 6 gange dyrere, så fristes jeg til at tænke, at det atter er en kommunal spareøvelse, der er pakket ind i et velment hensyn om, at flere børn skal have lige adgang til det store, brede fællesskab i folkeskolen.
Når det er sagt, så er jeg fortaler for, at vi inkluderer så mange som muligt i almenskolen, for segregering kan medføre andre trivselsproblematikker på længere sigt. Inklusion forudsætter dog, at vi tilpasser skolen til børnene og ikke omvendt.
Det har i min optik taget overhånd med de individorienterede indsatser, i forsøget på at komme mistrivslen til livs. Alt for ofte har dette perspektiv resulteret i udredning af børn for psykiatriske diagnoser uden skelen til, at miljøet også influerer på børnenes trivsel og kognitive funktioner. I vores iver efter at proppe mest mulig læring ind i hovederne på børnene, har vi glemt, at der også kan være andre perspektiver på børnenes mistrivsel end den individorienterede.
For mange har det været en nødvendighed at blive udredt, da en diagnose i dag fungerer som en af de eneste adgangsbilletter til støtte, accept, forståelse og fællesskab i samfundet. Det er for mig at se en tydelig indikation på, at systemets måde at forholde sig til børnenes mistrivsel på, er blevet for instrumentaliseret og symptomorienteret. Fokusset er på problemløsning her og nu frem for at prøve at forstå, hvordan vi kan møde alle børn ligeværdigt i deres behov for trivsel og læring i folkeskolen.
Inklusion forudsætter derfor, at vi tilrettelægger rammerne omkring folkeskolen, så alle børn kan deltage legitimt, men for at vi kan det, må vi vide, hvordan vi gør det. KL’s erklæring om, at flere børn skal inkluderes, må ikke blot (igen) forblive politiske tomme hensigter uden positive, effektfulde handlinger. Derfor må vi tage udgangspunkt i det, som vi er bekendt med, at børnene har brug for, for at kunne trives, og vi må undgå at gentage det, som vi ved, der igangsætter en negativ udviklingsspiral hos børnene. Mit forslag er, at vi tilpasser rammerne efter de sensitive børns behov, både dem med og uden diagnoser, for imødekommelse af deres behov vil gavne alle børn.
Alle børn har brug for, at vi sætter tempoet og præstationspresset ned, så der kan blive tid og overskud til, at vi kan drage omsorg over for hinanden, imødekomme hinandens behov, opleve psykologisk tryghed og skabe rum til restitution. Resultaterne bliver ofte ikke bedre af, at vi skynder os; tværtimod.
Alle børn har brug for en tydelig struktur og begrænsning af overflødige stimuli, da verden er larmende, overstimulerende og uforudsigelig nok i forvejen.
Alle børn har brug for at blive mødt med anerkendelse og have en følelse af at være et betydningsfuldt bidrag til fællesskabet. Undervisningen må derfor tilrettelægges, så den ikke kun formår at favne de sproglige og logisk-matematiske intelligente børn, men også tager højde for de 7 andre intelligenser.
Ved at favne bredere og rumme flere kognitive profiler, så vil alle børn kunne få sat deres styrker i spil, og få muligheden for at opleve handlekraft og mening i tilværelsen og DET vil kunne skabe en god og vellykket inklusion.