Inklusion handler ikke kun om at placere alle børn i folkeskolen. For at alle kan trives, må vi tilpasse rammerne efter børnenes behov – især de sensitive. Når tempo, støj og præstationspres sænkes, og undervisningen favner flere intelligenser og kognitive profiler, kan alle børn opleve mening, handlekraft og tryghed. Kun sådan bliver inklusion både reel og bæredygtig.
Vi lever i et samfund, hvor effektivisering og ensretning ofte sætter begrænsninger for, hvordan vi kan trives. Forskellige mennesker reagerer forskelligt på sanseindtryk, sociale krav og forventninger, og nogle har brug for mere tid, ro og fleksible rammer – især neurodivergente mennesker. Når vi skaber miljøer, der tager højde for alle menneskers sanselige og følelsesmæssige behov, styrker vi ikke kun trivsel, men også kognition, læring og relationer. Trygge og fleksible rammer gavner alle – ikke kun de få.
Vi er ikke ens, men alligevel presses vi ind i normer og effektivitet. Resultatet? Mistrivsel, stress og sygeliggørelse.
Det er på tide at se forskellighed som en styrke, give plads til restitution og personlig indflydelse – og anerkende, at mennesket er mere end et produktionsapparat.
De sidste uger har jeg oplevet, hvordan kvantefysik, epigenetik og neurokardiologi kan forklare fænomener, som vi ofte opfatter som uforklarlige. Underbevidstheden, hjertet og sanselige erfaringer påvirker vores trivsel langt mere, end vi tror. Foredragene bekræftede mig i, at et holistisk menneskesyn er afgørende for at forstå, hvordan miljøet former vores psykiske og fysiske velvære – og hvordan vi kan styrke menneskers trivsel i praksis.