"Hvad nu, hvis det en dag viser sig, at mange af de børn, som vi diagnosticerer i dag, i virkeligheden bare har haft en sund reaktion på et sygt system? Et system, hvor værdierne er skredet, hvor alt skal effektiviseres, og hvor vi behandler børn som produktionsenheder?" Dette citat er fra et debatindlæg i Politiken fra 2014, skrevet af pædagog og inklusionsekspert Rikke Smedegaard Hansen.
Nu, 10 år senere, nærmer vi os grundlaget for en kollektiv undskyldning til de mange børn, unge og voksne, der gennem tiden er blevet stemplet som psykisk syge. Den egentlige årsag til disse menneskers psykiske ubalancer har i virkeligheden skyldtes omgivelserne. Nyere forskning viser, at den sensitivitet, som mange udviser over for sanselige og følelsesmæssige stimuli, ikke alene skyldes medfødt neurodiversitet, men også miljøpåvirkninger.
Jeg har selv haft psykisk mistrivsel inde på livet og været tæt på at blive diagnosticeret med ADHD, da jeg som mor til tre små børn blev stressramt. Hos lægen blev jeg straks henvist til udredning hos en psykiater. Tillidsfuld, som jeg var til, at systemet er til for at hjælpe individet, mødte jeg op hos psykiateren. Men jeg følte mig ikke forsøgt forstået, og perspektivet på min psykiske tilstand var meget snævert. Der blev alene fokuseret på mine symptomer og på at undersøge, om jeg opfyldte kriterierne for ADHD. Jeg valgte derfor at takke nej til stemplet som permanent psykisk syg og selv tage ansvar for min egen trivsel.
I dag er jeg enlig mor til fire børn, selvstændig erhvervsdrivende og beskæftiget med børn og unge med psykiske udfordringer. Jeg er selvbetalt masterstuderende i trivsels- og ressourcepsykologi på Aarhus Universitet og konstitueret formand for HSP-foreningen, der arbejder for at gøre livet lettere og rigere for sensitive mennesker. Jeg har fået tilrettelagt mit arbejdsliv, så jeg kan være mere nærværende over for mine børn, når de har fri fra skole. Jeg klarer mig selv, for det har jeg besluttet mig for at gøre. Havde jeg tidligere identificeret mig med diagnosen ADHD, ville der ofte have fulgt en række overbevisninger med, som ville have begrænset mine muligheder for at kunne realisere mine drømme. Denne store konsekvens glemmes eller undervurderes ofte, når vi giver børn en psykisk diagnose.
Jeg negligerer og underkender på ingen måde de familier, der har psykisk udfordrede børn, og jeg mener heller ikke, at vi hver især blot skal tage os sammen. Jeg kan godt forstå, at mange forældre lader deres børn diagnosticere, da det udløser en række
hjælpeforanstaltninger, der kan lette familiens hverdag og skabe bedre betingelser for det enkelte barn. Men kan vi stadig forsvare denne symptombehandling, når det er hvert femte barn, der mistrives?
I et debatindlæg i Politiken sidste år skrev pensioneret kommunal psykolog Uffe Mynster: "Jeg vil allerede nu sige undskyld for ikke at have kæmpet for at udfordre diagnosetænkningen."
Den samfundsmæssige udfordring med stigende psykisk mistrivsel kalder på et nyt syn på den bureaukratiske tænkning og fejlfinderkulturen på individniveau. Den kalder på en anerkendelse af, at vækst udspringer af mennesker i trivsel, og at der skal være plads til forskelligheder. Det evige fokus på effektiviseringer og individuelle præstationer har udhulet systemet for tid til eftertanke, empati og rummelighed over for diversitet, hvilket børnenes mistrivsel i min optik er et udtryk for.