Der er noget paradoksalt over den aktuelle debat om diagnoser. På den ene side bekymrer vi os over, at flere og flere mennesker får diagnoser. På den anden side har vi indrettet et samfund, hvor diagnoser ofte er blevet adgangsbilletten til forståelse, støtte og hensyn. Vi taler om diagnoserne, som om de er problemet. Men måske er de i virkeligheden symptomet.
I mit daglige virke, både som selvstændig og forperson for Foreningen NaturligViiS, møder jeg mennesker, der gennem hele livet har fået at vide, at de er for følsomme, tænker for meget eller reagerer for stærkt på deres omgivelser. Mennesker, der registrerer stemninger i et rum, før andre opdager dem. Som ser sammenhænge, andre overser. Som ofte drives af mening, kvalitet og relationer frem for fart, effektivitet og konkurrence. I mange år blev disse egenskaber betragtet som værdifulde. I dag bliver de ofte betragtet som besværlige. Måske fordi vores samfund har ændret sig.
Vi lever i en tid, hvor tempoet konstant skrues op. Hvor relationer skal effektiviseres. Hvor arbejdsliv, uddannelse og velfærdssystemer i stigende grad måles på produktivitet. Hvor menneskers værdi alt for ofte vurderes ud fra, hvor hurtigt de kan levere, omstille sig og præstere. Det er, som om vi stadig organiserer samfundet efter industrisamfundets logik. Som om mennesker er komponenter på et samlebånd, der helst skal fungere ens. Men mennesker fungerer ikke ens.
Forskning i højsensitivitet peger på, at en betydelig del af befolkningen har et mere fintfølende nervesystem. Samtidig ved vi, at hjernen er plastisk, og at menneskers udvikling formes af et komplekst samspil mellem arv, miljø og livserfaringer. Derfor bør vi være varsomme med at gøre menneskers udfordringer til individuelle fejl, før vi har undersøgt den kontekst, de lever i.
Når flere og flere oplever ikke at kunne holde til kravene, burde vi måske ikke kun spørge, hvad der er galt med menneskene. Vi burde også spørge, hvad der har skabt mistrivslen.
For hvad nu hvis problemet ikke er, at flere mennesker er blevet sårbare? Hvad nu hvis problemet er, at vi har bygget et samfund, hvor der er mindre plads til de menneskelige kvaliteter, som ikke umiddelbart kan måles i produktivitet?
Hos Foreningen NaturligViiS ser vi dagligt mennesker med ressourcer, som samfundet har brug for, men som har svært ved at finde deres plads i de eksisterende rammer. Mennesker med stærk situationsfornemmelse og empati. Mennesker, der tænker i helheder frem for enkeltdelene. Som opdager problemer, før de vokser sig store. Som er kreative, samvittighedsfulde og optaget af kvalitet frem for hastighed.
Det er ikke særlige hensyn, vi efterlyser. Det er en bredere forståelse af menneskelig værdi.
For når vi indretter vores systemer, så hjælp først udløses gennem dokumenterede mangler og funktionsnedsættelser, kommer vi til at overse menneskers potentiale. Mange lærer tidligt at beskrive sig selv gennem det, de ikke kan, frem for det, de bidrager med. Det er en fattig måde at forstå mennesker på.
Hvis vi ønsker et samfund med plads til flere, skal vi ikke nødvendigvis udvide diagnosekataloget eller indsnævre normaliteten yderligere. Vi skal udvide vores forståelse af, hvad et menneske kan være. Ikke alle skal kunne det samme. Ikke alle skal trives i de samme rammer. Ikke alle skal bevæge sig gennem livet i det samme tempo. Et samfund bliver ikke stærkere af, at alle ligner hinanden. Det bliver stærkere af, at forskellige mennesker får mulighed for at bidrage med det, de er bedst til.
Måske er det på tide, at vi holder op med at spørge, hvordan mennesker kan tilpasses systemet og i stedet begynder at spørge, hvordan systemet kan give bedre plads til mennesker.