I et interview med Kristeligt Dagblad peger psykolog Kirsten Callesen på noget, der fortjener langt mere opmærksomhed i debatten om børn og unges mistrivsel: Det er ikke nødvendigvis forældrene, der er blevet for pylrede. Det kan være miljøet omkring børnene, der er blevet for belastende.
Det er en vigtig pointe. For når børn får det svært, ser vi ofte først på barnet eller forældrene. Er barnet blevet for sårbart? Mangler det robusthed? Har forældrene pakket det for meget ind? Er der sat for få grænser?
Måske stiller vi spørgsmålet forkert. Måske skal vi ikke først spørge: Hvad er der galt med barnet? Måske skal vi spørge: Hvad er det for nogle rammer, barnet skal fungere i?
Det er interessant, at den samme bevægelse også er på vej ind i psykiatrien. På årets Psykiatritopmøde er fokus på bevægelsen fra “Hvad er der galt med dig?” til “Hvad er der sket med dig?”. En mere traumeorienteret tilgang, hvor menneskets reaktioner ikke alene forstås som noget, der er galt inde i individet, men også ses i lyset af det, mennesket har været udsat for, og de sammenhænge, det har levet i. Det ændrer vores blik.
Når et menneske reagerer med uro, tilbagetrækning, angst eller overbelastning, kan vi spørge, hvordan vi får mennesket til at fungere bedre inden for de eksisterende rammer. Eller vi kan være nysgerrige på, hvad reaktionen fortæller os om menneskets erfaringer og omgivelser. Det ene blik leder efter fejl. Det andet leder efter mening.
Måske er det netop denne bevægelse, vi også har brug for, når vi taler om børn og unges trivsel. For mennesker kan tilpasse sig utrolig meget. Det kan børn også. De fleste børn kan lære at sidde stille, lukke sanseindtryk ude, skynde sig, præstere, skifte aktivitet og fortsætte, selv når kroppen fortæller dem, at det er for meget.
Men at nogle børn kan tilpasse sig, er langt fra det samme som, at rammerne er gode.
Det gælder ikke kun skolen, men også daginstitutioner, fritidsliv og det samfund, vi har skabt omkring børnene. Vi har indrettet mange af børnenes hverdage efter effektivitet, tempo, målstyring og konstant aktivitet. Der skal læres, præsteres, vurderes og dokumenteres. Der er mange mennesker, mange lyde, mange skift og mange krav. Og når et barn reagerer på det, bliver reaktionen let gjort til barnets problem; og det er bekymrende.
Hvis en plante mistrives, fordi den står i forkert jord, får for lidt lys eller for meget vand, siger vi ikke, at planten skal lære at blive mere robust. Vi undersøger dens betingelser for trivsel og vækstvilkår, fordi vi ved at planter og blomster er en levende organisme. Hvorfor gør vi ikke det samme med børn i mistrivsel?
Det betyder ikke, at børn ikke skal lære at håndtere modgang, frustration og krav. Det skal de. Livet kommer med modstand. Men der er forskel på at lære børn at håndtere verden og at indrette verden, så flere børn faktisk kan trives i den. Det ene udelukker ikke det andet. Rammer former mennesker. De kan skabe tryghed eller utryghed, fordybelse eller konstant alarmberedskab, fællesskab eller oplevelsen af hele tiden at skulle konkurrere om at være med.
Og det gælder også voksne. Når voksne bliver udmattede af højt tempo, konstante afbrydelser og krav om hele tiden at være tilgængelige, taler vi både om den enkeltes evne til at håndtere belastningen og om arbejdsmiljøet. Vi har et sprog for arbejdsvilkår og organisatoriske årsager.
Men når børn reagerer på et miljø, der overstiger deres kapacitet, kommer forklaringen sjældent til at handle om miljøet, men derimod om barnet: om robusthed, sårbarhed eller forældrenes måde at opdrage på. Hvorfor gør vi forskel på miljøvurderingen hos børn og voksne?
Vi skal ikke vælge mellem individet og omgivelserne. Vi skal kunne se begge dele. Vi skal turde undersøge, om rammerne selv er med til at skabe nogle af de problemer, vi bagefter forsøger at reparere hos mennesket. For nogle gange er det ikke mennesket, der skal tilpasses rammerne. Nogle gange er det rammerne, der skal tilpasses mennesket.