For nylig læste jeg Oliver Tonnings og Sarah Liv Wingaard Vinges kronik i Kristeligt Dagblad, Diagnoseforståelse er blevet gudgivne sandheder. Vi er nødt til at forstå mennesker på en anden måde. Den satte ord på noget vigtigt i den måde, vi taler om mennesker, forskellighed og diagnoser.
En diagnose kan give mening og være en stor lettelse. Den kan give et sprog for det, der før var svært at forstå, og åbne døren til støtte og fællesskab. Det er ikke diagnosen i sig selv, der er problemet. Problemet opstår, når kategorien bliver vigtigere end mennesket, eller når diagnosen bliver en forudsætning for at få hjælp.
Mennesker tænker, sanser, lærer, kommunikerer og fungerer forskelligt. Det er en del af vores mangfoldighed. Neurodiversitet, sansediversitet og forskellige grader af sensitivitet er udtryk for denne variation. Nogle identificerer sig med en diagnose eller som neurodivergente. Andre gør ikke. Nogle oplever sig som særligt sensitive, mens andre blot ved, at de fungerer anderledes end flertallet.
Udfordringen opstår, når et menneskes behov først bliver forståelige eller legitime, når de kan dokumenteres lægefagligt. Så bliver diagnosen en adgangsbillet til de nødvendige hensyn.
Men mennesker er ikke statiske. Vi udvikler os gennem livet og påvirkes af relationer, erfaringer, omgivelser og livsvilkår. Det, der er svært i én periode, kan se anderledes ud i en anden. Vi kan udvikle nye strategier og få bedre muligheder for at udfolde vores ressourcer, når omgivelserne ændrer sig.
Et menneske burde ikke behøve en diagnose i hånden for at kunne sige: Det her er svært for mig. Det her har jeg brug for.
Alligevel er vores system i høj grad indrettet på kategorier, diagnoser, dokumentation og målgrupper. Det bliver tydeligt, når vi ser på børn og unges mistrivsel. Når et barn får det svært, bliver blikket hurtigt rettet mod barnet og det, der skal udredes, behandles eller korrigeres. Men mistrivsel fortæller også noget om de rammer, barnet vokser op og agerer i. Barnet kan i nogle tilfælde blive bærer af et problem, der også findes omkring barnet.
Hvis et barn reagerer med angst, skolefravær, uro eller sammenbrud, skal vi selvfølgelig hjælpe barnet. Men hvis blikket alene rettes mod barnet, risikerer vi at overse den jord, barnet vokser i. Jorden kan være blevet for trang, for presset eller for fattig på nærvær, tid, fællesskab, leg, bevægelse, natur og mulighed for at være menneske på forskellige måder.
Det handler ikke om at afvise diagnoser eller behandling. For nogle er en diagnose afgørende for at forstå sig selv og få den rette hjælp. Men diagnosen må ikke blive det sted, hvor vores nysgerrighed stopper. For hvad er det for et system, barnet forsøger at fungere i?
Det spørgsmål leder videre til noget større. Systemer, kategorier og diagnoser er ikke naturgivne sandheder. De er menneskeskabte redskaber, som vi har udviklet for at skabe orden, forståelse og et fælles sprog omkring menneskelig variation. De kan være nyttige, men de er ikke virkeligheden selv. Alligevel kan vores egne konstruktioner få så stor autoritet, at vi glemmer, at det er os, der har skabt dem. Vi måler, vejer, tester og dokumenterer, som om vi først skal vide, hvad et menneske er, før vi kan forstå, hvad det har brug for.
Men et menneske er ikke et faktaark. Vi oplever verden gennem vores sanser, følelser, erfaringer og tanker. Uro, modstand, tilbagetrækning eller sammenbrud kan være meningsfulde signaler om, hvordan et menneske har det, og hvad det har brug for. Det betyder ikke, at erfaring skal sættes over for forskning eller faglighed. Erfaringer kan netop være en del af den viden, forskningen undersøger. Vores forståelse bliver stærkere, når forskellige former for viden mødes.
For mennesket ved selv noget om sit liv, som ingen test eller kategori kan fortælle os. Måske er det netop dér, vi skal begynde: med det, der opleves, mærkes og erfares, før vi forsøger at placere det i en kategori.
Diagnoser kan være værdifulde redskaber, men de er menneskeskabte fortolkninger, ikke gudgivne sandheder. De skal hjælpe os med at forstå mennesker, ikke definere dem. Mennesket må komme før systemet.