Jeg hjælper sensitive børn, unge og voksne med at opnå trivsel – og rådgiver om sensitivitet og universelle rammer, der styrker fællesskaber.
Sensitivitet - Et personlighedstræk med stort potentiale 💫
Måske kender du følelsen af at blive overstimuleret af indtryk, at dine følelser rammer dybere end andres, eller at du hurtigere mister overskud i pressede perioder – eller måske har du et barn, der oplever det på samme måde. For nogle kan det føre til mistrivsel, stress eller følelsesmæssige udfordringer. Sådan kan det være at leve med en høj grad af sensitivitet – et personlighedstræk, der til tider kan minde om eller overlappe med andre træk og diagnoser som høj begavelse, ADHD, ADD, autisme eller angsttilstande.
Forskellen er, at diagnoser ofte åbner dørene til hjælp og støtte i systemet, mens sensitivitet stadig sjældent bliver anerkendt på samme måde.
Jeg arbejder for, at sensitivitet skal ses på lige fod med diagnoser – ikke som en funktionsnedsættelse eller svaghed, men som en del af det menneskelige mangfoldighedsspektrum, der både rummer sårbarhed og store ressourcer.
Sensitive mennesker rummer mange styrker, som ofte overses. De har en særlig evne til at mærke stemninger, forstå andre og skabe dybe relationer. De lægger mærke til detaljer og nuancer, som let går tabt for andre, og deres refleksionsevne gør dem i stand til at se sammenhænge og stille vigtige spørgsmål. Ofte er de kreative, intuitive og idérige, og de drives af en stærk retfærdighedssans og etiske værdier. Når de mødes med forståelse og gode rammer, kan deres empati, grundighed og evne til at tænke nyt blive en stor ressource – både i relationer, i arbejdslivet og i samfundet.
Ressourcer frem for mangler – rådgivning for sensitive 🤎
Hos mig handler det ikke om at lede efter “fejl” eller svagheder, men om at fremhæve styrker og skabe rammer, hvor både du og dit barn kan trives som jer selv. Jeg arbejder pædagogisk-psykologisk og styrkebaseret, for at ressourcer og potentialer får mulighed for at udfolde sig.
For voksne tilbyder jeg samtaler med fokus på sensitivitet og egne behov, som styrker selvindsigt, selvaccept og bevidsthed om egne muligheder – også i situationer med skilsmisse eller vanskelige familiedynamikker.
Børn og unge får støtte til at finde ro, overskud og glæde i hverdagen. Forældre får vejledning i at forstå deres barns behov og tilpasse rammerne, så barnet kan blomstre. Dette er særligt vigtigt i sager om mistrivsel, hvor kommunen eller staten er involveret, eller når familiehverdagen er presset af konflikter og omvæltninger.
Du behøver ikke at ændre, hvem du eller dit barn er – I skal blot opdage, hvordan sensitivitet kan blive jeres største ressource, både i hverdagen og i mere udfordrende livssituationer.
🌱 Bæredygtighed i organisationer og samfund
Jeg rådgiver virksomheder, institutioner og politiske organisationer i at skabe rammer, hvor mennesker kan trives og udfolde deres potentiale. Mit fokus er, at sensitivitet og forskellighed ses som værdifulde ressourcer, og at hverdagsliv, arbejdsliv og samfund indrettes, så de fremmer bæredygtig trivsel og udvikling.
Når vi tager hensyn til sensitive menneskers behov, skaber vi løsninger, der gavner alle. Universelle rammer med plads til ro, fleksibilitet og meningsfulde fællesskaber styrker både arbejdsglæde, effektivitet og trivsel i organisationer og i samfundet.
Jeg rådgiver med afsæt i forskning og praksiserfaring inden for sensitivitet, inklusion og trivselsfremme om løsninger, der løfter både individ og fællesskab.
I får konkrete redskaber til at skabe rammer, der fremmer både være- og bæredygtighed. Væredygtighed betyder, at mennesker kan være hele sig selv – i balance, med nærvær og med plads til forskellighed. Når væredygtighed forenes med økonomisk, miljømæssig og menneskelig bæredygtighed, skabes organisationer og samfund, hvor trivsel og kvalitet kan vokse på lang sigt.
