Victor har en fin fornemmelse for andre menneskers følelser og interesserer sig brændende for sin omverden, som han stiller mange gode og næsten filosofiske spørgsmål til. Han bekymrer sig også meget om ting, der skal ske, er altid lidt beklemt de første dage i skole efter en ferie og vil ofte ikke med til fødselsdag i klassen.
Emma er et rigtigt legebarn med mange venner, hun har en vidunderlig fantasi og er dygtig til at lære. Siden hun var lille, har hendes forældre kæmpet fortvivlede kampe med hende om tøj, der kradsede. Hendes verden vælter, når hun oplever uretfærdighed fra de andre børn, og hun bliver skræmt og bange, når hun bliver irettesat af de voksne.
Viktor og Emma er begge særligt sensitive, men reagerer alligevel forskelligt på sanseindtryk. Du kan læse mere om de forskellige typer af særligt sensitivitet her:
Udover de forskellige typer af særlig sensitivitet så skelnes der også mellem, om man er indadvendt, udadvendt eller nyhedssøgende. Det kan du læse mere om her:
Indadvendt, udadvendt eller nyhedssøgende
Mange forældre, lærere, pædagoger, læger m.fl. ved endnu ikke, hvad begrebet særligt sensitiv egentlig dækker over. Nogle tror, at det er en ny diagnose i stil med ADHD eller autisme, andre tror, at særligt sensitive børn er meget sarte, og atter andre, at de er allergiske over for noget i deres omgivelser.
Medfødt eller miljøbetinget
At være særligt sensitiv er dog hverken en diagnose eller nødvendigvis et problem. Tværtimod kan det i mange tilfælde være en stor styrke, også for børn. Omvendt kan det også give en del udfordringer at være særligt sensitiv i en verden fuld af stimuli og høje krav om hurtighed og robusthed. Nogle særligt sensitive børn kan endda ende med at få angst og depression, fordi de bliver presset over evne eller omvendt, fordi de ikke bliver hjulpet til at overvinde sig selv og klare sig i verden, som den er.
Det var den amerikanske psykolog Elaine Aron, forfatter til bøgerne Særligt sensitive mennesker og Særligt sensitive børn, der i midten af 1990’erne gjorde begrebet kendt. Hun havde fundet ud af, at hun selv var mere fintfølende end andre, og det gav hende en del udfordringer. Hun blev nemmere træt og udmattet af indtryk, og hun følte sig ofte mærkelig og forkert, fordi oplevelser, der tilsyneladende gled let hen over andre mennesker, påvirkede hende dybt. Elaine Aron gav sig til at forske i personlighedstrækket og fandt ud af, at det stammer fra nervesystemet og handler om, at man som særligt sensitiv opfanger flere indtryk og bearbejder dem dybere end andre.
Elaine Arons tidligere forskning viste, at 20 procent er særligt sensitive, og 80 procent ikke er det. Men de nyeste undersøgelser viser, at det er mere korrekt at se 25-30 procent som særligt sensitive, 40-50 procent som medium sensitive og 25-30 procent som lavt sensitive.
At være særligt sensitiv kan være medfødt, men man kan også udvikle en sensitivitet over for følelsesmæssig og sanselig stimuli fra omgivelserne.
Overstimuleret i institution eller skole
I løbet af dagen oplever mange særligt sensitive børn i institutioner og skoler, at de overstimuleres. Alle de sanseindtryk, et institutionsbarn eller skolebarn er udsat for i løbet af en dag, kan nemt blive for meget for et særligt sensitivt nervesystem, og barnet reagerer måske med at blive træt og ked af det og trække sig ind i selv eller omvendt ved at blive aggressiv og komme i konflikt med både voksne og børn.
Som forælder kan man ofte opleve, at barnet holder det hele kørende, mens det er i institution, skole og fritidsordning, for derefter at smelte fuldstændig ned, når det endelig kommer hjem. Derfor er særligt sensitive børn sjældent et ‘problem’ for skolen.
Tværtimod har de meget at tilføre fællesskabet. De fungerer nemlig som præcise små barometre på, hvordan det føles at være i et givent miljø og er ofte de første til at reagere på larm, forstyrrelser eller sociale kurrer på tråden. De er også tit empatiske, grundige og har en udpræget sans for detaljer, hvilket alt sammen er gaver til såvel det faglige som det sociale i deres omgivelser. Hvis børnene vel at mærke er i balance. Hvis de konstant er overvældede og overstimulerede og simpelthen har et system, der kører i over drive, får hverken de selv eller andre glæde af deres særlige sensitivitet. Tværtimod kan de ende med at blive stressede eller i værste fald angste – helt unødvendigt.
Ingen særordninger
Forebyggelsen mod det scenarie handler hverken om at pakke barnet ind i vat eller presse det til at blive mere robust eller fremadbusende. Særligt sensitive børn er normale og kan og skal leve i verden, som den er. Derfor skal de ikke have særordninger eller tages ekstra hensyn til, hverken derhjemme eller i skolen. Det har de heller ikke brug for. Hvad de derimod har brug for er ofte ekstra tid, faste rammer, ro, mulighed for pauser, lempelige overgange og rolige irettesættelser. Alt sammen tiltag, som ikke koster noget, ikke skader nogen, og som også de ikke særligt sensitive børn vil have stor gavn af.
Og så har de brug for voksne, der kender deres særlige træk og signalerer, at de er gode nok, præcis som de er. Ligesom alle andre børn.
Kilder: Elaine Aron: Særligt sensitive børn, Borgen,